Friday 1 June 2012

Ad Pommern til

Kort tid efter himmelfarten (18. maj 2012) gik det ad Pommern til. Nej, ikke ad Hekkenfeldt og heller ikke ad Hedehusene til, men bogstaveligt talt ad Pommern til – eller rettere sagt Forpommern. Når man taler om at gå ad Pommern til, er det fordi det tidligere preussiske område Pommern blev opfattet som et fattigt og fjerntliggende sted. Vi kørte nu heller ikke så langt som til det polske Pormoze eller Østpommern eller Bagpommern som det tidligere preussiske Pommern også kaldes, men nøjedes med Forpommern, den nordlige del af den tyske delstat Mecklenburg-Vorpommern – i det tidligere Østtyskland

En ting der slog mig da vi kørte omkring, var at de fleste stednavne absolut ikke så tyske ud. Nuvel, omkring år 500 indvandrede slavisktalende folk til området. Det var de såkaldte vender, som kaldte landet "Pomore" (af po more = "ved havet"). De mærkelige stednavne stammer altså tilbage fra den tid, hvor venderne indtil en gang i middelalderen som sørøvere hærgede de danske kyster. I et senere indlæg vil jeg gerne vende tilbage til disse gamle vestslaviske stednavne.

Vi overnattede i Wismar, der udover at være en gammel hansestad, også har en rig skandinavisk historie. Christian 4. af Danmark-Norge var ikke så heldig med hans indgreb i Trediveårskrigen, men det var den svenske konge derimod, og ved den Westfalske fred i 1648 tilfaldt ”Svenska Pommern” Sverige. (Fra 1675 til 1680 var Wismar imidlertid besat af danske tropper). Her rådede svenskerne så indtil området i 1814 ved freden i Kiel blev overdraget til Danmark som kompensation for tabet af Norge. Danmark byttede året efter Forpommern ud med hertugdømmet Lauenburg, der fra 1815 til 1864 tilhørte det danske kongehus. (Strengt taget havde Sverige dog allerede i 1803 pantsat deres del af Pommern til hertugdømmet Mecklenburg-Schwerin). Den lange svenske tid har sat sit præg på Wismar, og hvert år fejrer byen en såkaldt ”Schwedenfest” (Sverigesfest). Blandt de ting, der minder om svensketiden er det svenske hus eller den ”gamle svensker” (Alter Schwede) ved torvet. Det lå faktisk lige ved siden af det hotel vi overnattede i, nemlig den gule bygning til højre for ”Alter Schwede” på billedet herunder.


Dette hus blev bygget omkring 1380 og er således et af de ældste huse i Wismar, men bortset fra det har det nog ikke så meget med svenskerne at gøre. Siden 1878 har det været indrettet som gæstgiveri eller restaurant. Tidligere var Wismar omringet af en lange række forsvarstårne, men dem var danskerne så venlige at sprænge i stykker efter Sveriges nederlag i den Store Nordiske Krig (1700–21), så de er der ikke mere.

No comments:

Post a Comment