Sunday 17 June 2012

Jeg har det lige på tungen

For os på over 65 sker det jævnligt at et ord bliver væk. Vi ved, at det er der, men det vil altså bare ikke lige komme ud af munden, ordet ”ligger lige på tungen”. Man kan jo så prøve at holde tungen lige i munden. For dem, der taler med to tunger, er det måske nemmere, men kommer den ene af tungerne så med det rigtige ord? Har det måske noget med tungens ændrede vægt at gøre? Jeg skulle måske prøve at lægge min tunge på vægtskålen. Det er altså ikke altid lige let at få tungen på gled, og i en sådan situation kan det sådan set være lige meget om tungen er glat eller skarp. Jeg vil også gerne gøre opmærksom på, at det absolut ikke er fordi jeg holder tand for tunge.

Sådan set er det jo et mærkeligt sted at have ordene liggende. Jeg tror faktisk de ligger gemt et helt andet sted. På min tunge ligger der helt bestemt bare spyt (og eventuelt et stykke chokolade i ny og næ). Det ville jo nærmest være forfærdeligt, hvis vi skulle have alle mulige mærkelige ord liggende på vores tunge. Tænk blot på kemilæreren, der spurgte sin elev, hvad H2SO4 er. Den stakkels elev stammede: "Det... er.. .det er... ja jeg har det lige på tungen”. Hvortil læreren kynisk svarede: "Så må du hellere spytte det ud, for det er nemlig svovlsyre". Nej, det med at have ordene lige på tungen er sandsynligvis en stor misforståelse, som nogen i sin tid blot har proppet os i munden!

No comments:

Post a Comment