Sunday 24 June 2012

Kryds, hak, flueben, bolle eller hvad

Sæt kryds ved Ole på liste P. Sprog er vel også noget med at give udtryk for hvad man mener, hvad man har gjort eller eventuelt har tænkt sig at gøre. Så det med at hakke noget af på en liste må være en del af sproget. Selv hvad afkrydsninger angår taler vi dog ikke alle samme sprog.

Lad mig begynde med fluebenet ✓, ✔, ☑. Efter at vi alle har fået personlige computere har dette britiske ”tick” eller amerikanske ”check (mark)” åbenbart vundet større udbredelse på dansk. På de fleste sprog, herunder dansk, opfattes fluebenet (lige som vores gode gamle kryds) som et ”ja” til et eller andet. I Finland, Norge og Sverige kan fluebenet imidlertid anvendes som noget negativt. Når man i Sverige retter skoleopgaver anfører man således 'R', når svaret er ”rätt” og ✔ når svaret er ”fel”. Også på finsk står ✔ for forkert (väärin) medens tegnet for "rigtigt" mistænkeligt ligner vores minustegn (\cdot \! / \! \cdot). Hvor man dog kan tage fejl!

Vi har vel en tilbøjelighed til at tro, at det i andre lande går til lige som hos os selv, men det er slet ikke tilfældet. Sådan er det også med at sætte kryds ved et valg. Det gør man slet ikke i Belgien, i hvert fald ikke når det er på den gammeldagses maner med blyant. Man farver en bolle rød (uanset partifarven). Når man kommer ind i stemmeboksen, hænger der en rød blyant (hvis man altså ikke stemmer elektronisk). Ikke noget med at bruge egen kuglepen eller en blyant, der skriver sort. Man skal bruge den røde blyant til at fylde runde felter med rødt, så der er ikke noget med at slå et kryds. Man må heller ikke komme uden for den sorte firkant med den røde farve, eller skrive Anders And, eller den slags – med mindre man altså direkte ønsker, at stemmen skal være ugyldig. Det kan der være mange gode grunde til, da man i Belgien ikke blot har stemmeret, men også stemmepligt. Principielt kan man få bøde for ikke at stemme (men naturligvis ikke for at stemme ugyldigt eller blank, for det er jo hemmeligt).

Der fik nogle af jeres forudfattede meninger forhåbentligt et hak, og imens lister jeg videre.

No comments:

Post a Comment