Tuesday 12 June 2012

Sygehuse

Jeg har lige ligget på sygehuset. Sygehus er et godt dansk, nordisk og germansk ord, der siger det hele. Når man i gamle dage var fattig, kom man på fattighuset. Når man nu er syg, kommer man på sygehuset, sådan bare. Hvis man både er fattig og syg og bor i USA, havner man dog i rendestenen eller en anden genvej til kirkegården. I USA har de nemlig frihed – frihed til at gå i hundene. Med et godt ord som sygehus, hvad skal vi så med ord som hospital, klinik, infirmeri og lazaret?

Og dog har ordet hospital en vis fordel. Man kan lave et udsagnsord af det, nemlig ”hospitalisere”. I sidste uge blev jeg hospitaliseret, det vil sige indlagt på hospitalet. Prøv det med sygehusere, nej det går vist ikke rigtigt. Med hospitalisere dannes navneordet hospitalisering. Nu vil jeg så lade sygekassen betale for min hospitalisering. Godt ord igen.

Jeg plejer egentlig at prale med at min allerførste hospitalisering, skete da jeg var 69 år gammel, men når jeg tænker mig rigtigt grundigt om, erindrer jeg en kold og frysende decemberdag, da jeg var rekrut og vågnede op med en forfærdelig halsbetændelse med hvide pletter på mandlerne og alt hvad dertil hører. Vi skulle den dag på skydebanen og ligge og skyde til måls på den frosne og snedækkede jord, hvilket jeg ikke mente var godt for helbredet, når man har halsbetændelse. På trods af at jeg dagen efter skulle have været på juleorlov, måtte jeg pænt traske hen på infirmeriet for at melde mig syg. Der røg den juleorlov. Infirmeri har vi fået fra fransk infirmerie, der faktisk betyder 'sygehus', det er afledt af latin infirmus, der betyder 'svag'. Og svag det var vel nok, hvad jeg var. Så helt strengt taget var den tur på infirmeriet måske også en hospitalisering – eller hvad? Under andre omstændigheder ville jeg bare have meldt mig syg på min arbejdsplads (med en passende lægeerklæring naturligvis.

Hospital var i øvrigt et sted, hvor man var velkommen, hvor der var gæstfrihed. Vi genkender det samme ord i det engelske ord hospitality (gæstfrihed) og i (youth) hostel (ungdomsherberg/vandrehjem). Engang i middelalderen ændrede hospital langsomt betydning fra at være et sted hvor værdigt trængende kunne søge ly til specielt at være et sted hvor syge kunne finde omsorg. Hvis vi går endnu længere tilbage i det indoeuropæiske var der tale om fremmede gæster. Det senere latinske hostis betød således både fremmed og krigsfjende. Man har vel altid været bange for det fremmede, det ukendte, og ikke mindst de fremmede. Vi genkender dette hostis i det engelske ord hostile (fjendtlig).

Klinik har vi derimod fra det græske ord klinikos (κλινικός), som er noget der har med senge at gøre, nemlig afledt af kline (κλίνη) 'seng, leje' (også sygeleje). På en klinik er man altså sengeliggende.

Lazaret har vi så fra italiensk lazzaretto, afledt af lazzaro 'syg, fattig person'. Ordet henviser til den syge Lazarus, der er nævnt i Biblen. Mon ikke man efterhånden er gået over til at kalde feltlazaretter for felthospitaler? Med alle de krige og uroligheder, der stadig er flere steder i verden, er der desværre stadig stort behov for transportable felthospitaler.

Fransk, engelsk, græsk eller italiensk? Nej giv mig bare et godt danskklingende sygehus. Eller for den sags skyld sjukhus, sykehus, sjukehus, sjúkrahús, Krankenhaus eller ziekenhuis. Lad os dog bare husere!

3 comments:

  1. Hvor dejligt at du overlevede indlæggelse på sygehuset - og dermed, absolut som en biting, atter kan berige din blog med indlæg som kan læses til fulde samt kommenteres :)
    Hvad mig angår, ja så lyder hospitaler meget mere dramatisk end sygehuse, men med nedskæringer økonomisk ender det vist med, at skal det være, så må hospitaler være at foretrække!! Dog tænker jeg med gru og rædsel på, at når lille Danmark kun har få hospitaler landsdækkende tilbage, ja da er de totalt sårbare ved epidemier samt folk, der vil gøre vort samfund ondt...
    Måske meget godt at "man" er en årgang 1954, og i sidste kvartal 2011 sagde nej til et eller flere ekstra tjek omkring klatten på den ene lunge. Mit liv har været som så mange andres, op- og nedture, men kræft skal ikke være hovedmenu hos mig: Har fra familie, venner samt kollegaer og bloggere oplevet nok (døde) - og de på såvel sygehuse som hospitaler...
    Det var så mit sprogvildskab til dig :)

    ReplyDelete
  2. Glemte helt at fortælle, at jeg først besøgte min lollandske læge efter at have boet på øen i 11 år. Hvis du vil vide mere, besøg da mit legehus, søg under anjoe, og et stykke nede kan du læse om min dårligdom :)

    ReplyDelete
  3. For nogle år siden besøgte jeg flere gange Gambia, i Vestafrika. Det hed sig, at de havde én flod, én bro og ét hospital. Som jeg har det nu, tør jeg ikke længere tage derned - men dit "legehus", det har jeg naturligvis været inde på ;)

    ReplyDelete